Strib, den 5. april 2013
Ved morgenkaffen med H.-P. Tams for bordenden.
Det var ikke nemt at få alle med...
Dorthe og Thorkild havde med djævelsk snedighed bildt os ind, at emnet var et besøg på en genbrugsplads, men så slemt synes vi nu heller ikke, at deres bolig ser ud...
Ved ankomsten blev vi foruden værtsparret modtaget af en ældre, venlig og mild herre. Det var Hans-Peter Tams, der slet ikke så ud til at være bestyrer af en genbrugsplads. Og det var han da heller ikke.
Han præsenterede sig som en oprindelig tysk statsborger fra Lunden, der ligger mellem Husum og Heide, tæt ved Eideren. Han blev født i august 1937 og kom for at fortælle om sit liv, der uudsletteligt var blevet præget af hans oplevelser som barn under 2. verdenskrig.
Jeg vil ikke her forsøge at genfortælle hans beretning, idet vi vist alle købte den som bog, bygget op som en samling af breve, hvori han i en sen alder fortæller sin historie - efter at have båret på den hele livet, netop uden at kunne tale om den, hvorfor den i stedet hjemsøgte ham som natlige mareridt. Bogen og foredragene er derfor også en slags renselse, der angiveligt har hjulpet ham af med disse mareridt.
Med sin milde og lavmælte fremtoning var det umuligt ikke at blive grebet af fortællingen, der på lange stræk vist hensatte os alle i skrækblandet fascination. For mit eget vedkommende kan jeg ikke lade være med at tvivle på, om det alt sammen er den skinbarlige virkelighed, eller om fantasien også spiller ind. For det taler, at det er så utroligt, at det vel næsten ikke er til at opdigte. Det er jo en gammel erfaring, at virkeligheden undertiden overgår fantasien. Der er heller ingen tvivl om, at for Hans-Peter er det fortalte virkeligt.
Men, men:
1. ville det være interessant at få verificeret, om man virkelig skilte forældre og børn på Berlins Hovedbanegård i 1944? - Der var jo ikke tale om "undermennesker" men fuldblodstyskere - sendte man virkelig tyske børn ud til den næsten visse død? Hvis der er nogle af jer, der har historiske beretninger om dette, vil det være super at få afklaret (Thorkild - du er jo en ørn til 2. verdenskrig mm.!!!)
2. Beretningen om den dag, hvor Hans-Peter var på vej hjem til skuret med mælk i en stålhjælm og blev beskudt af allierede fly. Ærlig talt: Ville en eller flere piloter angribe en enlig lille bitte dreng på en markvej?
3. Kan det virkelig lade sig gøre at overleve en vinter i et uopvarmet, utæt og uhumsk skur gennem en hård vinter (1944/45)? Selv for sunde unge mennesker ville det være en kolossal udfordring, men hvad med et spædbarn, passet af andre små børn?
Hans-Peter fortæller.
Hitlerjugends fadervor:
"Adolf Hitler, du er vor store Fører.
Dit navn får fjenden til at skælve.
Dit Tredje Rige komme,
Din vilje alene er lov på Jorden,
Lad os dagligt høre din stemme,
Og befal os med dit lederskab.
For vi vil adlyde til slutningen,
og endog give vort liv.
Vi priser dig, Heil Hitler".
Jeg er noget beklemt ved på denne måde at stille spørgsmålstegn ved det fortalte, men det er i det mindste interessant at høre, om I andre har haft samme tanker?
Foredraget blev holdt i forlængelse af morgenkaffen. Efter en god times tid var der pause, hvorefter Hans-Peter fortsatte indtil middagen, som han deltog i og helt åbenbart nød ligesom vi andre. Dorthe/Thorkild havde som sædvanligt ydet deres bedste - og det er faktisk overordentlig meget. Tak for et meget vellykket arrangement!
Næste værtspar er Erik og Birgit.