Tidens Samling. Lige ved Brandts Klædefabrik
Birgit og Erik havde forberedt et flot heldags- arrangement med ankomst i hjemmet, kl. 12:30, tydeligvis med omfattende forberedelser i have og hus.
Efter at have beundret den velplejede have fik vi serveret lækre sandwich'es, før turen gik til det indre af Odense, nærmere bestemt museet Tidens Samling, Kulturmaskinen, Farvergården 7, 3. sal (elevator forefindes), 5000 Odense C. Museet byder på en fast udstilling af, hvorledes en tidstypisk dansk stue kunne være indrettet i 10-årene fra og med år 1900 til og med 1989. Ud over indretning/møbler vises for hver årti en tidstypisk kjole. - For lidt plads forhindrer desværre udstilling af 90'erne og 'nullerne'.
Pt. har de en særudstilling, Daells Varehus, der jo passer smukt sammen med de sidste 100 års stuer.
Den venlige dame i receptionen gav os en kort introduktion til samlingerne. Den faste del er ikke underkastet de sædvanlige begrænsninger; her må fotograferes på livet løs, man må sætte sig i møblerne, åbne skuffer, læse i bladene og tænde for de apparater, der er sat strøm til: Kort sagt lade som om man er hjemme.
Så lad os tage fat på de enkelte årtier ved at gengive indholdet af info-skiltene (bare i tilfælde af at enkelte ikke kan huske det helt præcist):
Klunkestil
Forandringernes tid.
Siden 1800-tallet skete der mange ændringer både teknisk, politisk og samfundsmæssigt. Folk flyttede fra landet til byen.
Nye opfindelser kom til. Belysningen gik fra stearinlys og petroleumslamper til elektricitet. Telefonen gjorde sit indtog.
I 1901 skete et politisk systemskifte. Partiet Venstre overtog regeringsmagten fra Højre (Det Konservative Folkeparti). I 1915 fik kvinder og tjenestefolk stemmeret. (Nok en fejl...)
1914-18 rasede 1. Verdenskrig i Europa. Danmark forholdt sig dog neutral.
Arkitekturen fik inspiration fra tidligere perioders bygninger og stilarter.
Hjemmet var familiens lune rede, som skulle vise familiens økonomiske og kulturelle status.
Boligindretningen kaldes for klunketiden, da det var populært med pomponer/ klunker på gardiner, pyntebånd osv. Møblerne var polstrede og sammen med gardinerne tunge og i mørke farver.
Knap så tung en stil - elegante kjoler.
Frihed, tryghed og krak.
Nye ledere: Stalin i Rusland og Mussolini i Italien. Danmark fik i 1924 sin første socialdemokratiske regering ledet af Th. Stauning.
Økonomiske kriser opstod med krakket af Landmandsbanken i 1922 og børskrakket på Wall Street i 1929.
Danske amatørradioklubber blev samlet til Statsradiofonien (Danmarks Radio/DR).
Jazzmusik og Charleston var en del af "de brølende tyvere". Negersangerinden, Josephine Baker skabte forargelse med sin dans og sit nøgne look med bananskørt.
Boligerne blev lysere og luftigere. Gardiner, duge og møbler blev lettere.
I indretningen blev der lagt vægt på Art deco og det individuelle, dekorative og eksklusive, eller Bauhausskolens indflydelse med det saglige og funktionelle.
Coco Chanel skabte mode med korte kjoler, pagehår, kraftig make-up samt cigaretter. Væk var korsetter og andet stramt. Bekvemmelighed, bevægelighed og frihed var mode. I 1920'erne, hvor mange nu arbejdede inden døre på fabrikkerne, begyndte det at blive moderne at være solbrændt.
Begynder så småt at ligne noget, vi kender.
Konflikter, økonomisk krise, sociale love.
Politisk var verden præget af modsætninger. Hitler kom til magten i Tyskland. Japan angreb Kina. 2. Verdenskrig brød ud.
Krakket på Wall Street skabte økonomisk depression. Arbejdsløshed og fattigdom blev en del af manges hverdag.
I Danmark var Socialdemokratiet på sit højeste.
1933 indførtes en socialreform: |
Det blev muligt at få ulykkes- og arbejdsløshedsforsikring. Medlemskab af Sygekassen blev tvungen og gav de lave indkomstgrupper tilskud til medicin og lægebesøg samt mulighed for en aldersrente.
Den første Lillebæltsbro blev indviet.
Den første danske talefilm kom. PH (Poul Henningsen) lavede sin Danmarksfilm.
1930'ernes funkisstil havde bebyggelser med smukke boliger, veldisponeret indretning, gode sanitære forhold og sollys.
Kvindeidealet var en slank og sund krop med et feminint udseende. Modens fokus gik fra barmen til de nedringede rygge. Tidens foretrukne materialer: Silkesatin, chiffon samt det billigere kunstsilke.
Har vore forældre ikke haft disse møbler?
Krigsårene og Marshallhjælp.
Der var krig i Europa og Nordafrika.
Japan bombede den amerikanske flådebase, Pearl Harbor og USA gik ind i krigen.
Krigen kom til Danmark. Mørklægningsgardiner, mangel på varer, genbrug og rationering blev en del af hverdagen. Befolkningen rykkede sammen om nationale symboler som kong Christian X. Man samledes til Alsang, hvor danske sange blev en protest mod besættelsesmagten.
I 1945 begik Hitler selvmord. USA kastede den første atombombe over Hiroshima.
2. Verdenskrig sluttede. Tyskland deltes i Øst og Vest. Den kolde krig begyndte.
Fra 1947 gav USA's Marshallplan de europæiske lande, deriblandt Danmark, økonomisk hjælp til selvhjælp.
Efter krigens år (hvor moden var præget af kreativitet, omsyninger, genbrug samt dårlige erstatningsvarer) skabte Chr. Dior moden, New Look. Nu blev kjolerne længere og fik vidde.
Det skulle ikke længere være sparetider. Optimismen var på vej.
Lige til at flytte ind i!
Optimisme, fremskridtstro og kold krig.
Supermagterne USA og Sovjet skabte et våbenkapløb. Den kolde krig var i gang bl.a. med Korea-krigen. Et oprør i Ungarn blev slået ned af Sovjet.
Danmark fik ny Grundlov med kvindelig arvefølge. Knallerten blev et populært transportmiddel, og flere danskere fik bil.
Der var stadig rationering på kaffe (1952)
I og brændsel (1953). Nye materialer som plastik kom frem og blev brugt både i tøj og i boligerne. Legoklodser i plastik blev en eksportvare. Traktorer blev en del af landbruget.
Danskerne tog på charterferier. De mødte nye kulturer og tog souvenirs med hjem.
Fra 1951 sendes der dansk fjernsyn med bl.a. underholdningsprogrammer som TV i Tivoli og Kvit eller Dobbelt. 11956 deltog fjernsynet i en indsamling til Ungarn.
Indretningen skulle være: lette møbler i teak, nye former, mønstre og gerne med skrappe farver. Transistorradioen kom.
Moden fik talje gerne med et bælte. Chiffontørklæder blev in. Cowboybukser blev en del af modebilledet.
50'erne var næsten pænere?
Konfrontationer, oprør og design.
John F. Kennedy blev USA's præsident. Der var krig i Vietnam. Den kolde krig blev optrappet, og Berlinmuren blev bygget.
Oprør, ligestilling og frihed blev ord, som prægede 1960'erne. Studenter krævede indflydelse. I USA kæmpedes derfor ligestilling mellem sorte og hvide.
I Danmark nedlagdes mange jernbaner. Valgretsalderen blev nedsat fra 23 til 21 år.
I skolen blev det forbudt at slå eleverne. Dronningen og prins Henrik blev gift. Arbejdsløsheden var lav, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet.
Så genkender vi nogenlunde vore første hjem...
Bliver det bedre, eller?
Gensyn med et Dalle-Valle katalog, vist fra 70'erne?
Lørdag den 20. juli 1974 var flaget på halvt over Daells Varehus. Peter Møller Daell var stille sovet ind i døden, og med ham endte en succesfuld epoke, med vækst og velfærd, som blev efterfulgt af en tid med kriser og forøget konkurrence. Med P. M. Daells død begyndte de gode tider at falme, og i stedet syntes man at kunne mærke indtoget til en mere usikker fremtid.
I slutningen af 1974 oplevede Danmark arbejdsløshed, et ukendt begreb for en ungdom, der var opvokset med velfærdet og dets goder. Prisbevidstheden blev et vigtigt begreb, og med inspiration fra USA gav det liv til lavprishuse, supermarkeder og discountbutikker, der med simple sortimenter og lave priser satte en ny standard. Stormagasiner lukkede eller kørte med underskud, og tidens tendenser tvang Daells Varehus til at gå væk fra dens tidligere principper og indføre sortimenter for de prisbevidste kunder. Dette skabte en underliggende begrebsforvirring, og var starten på en identitetskrise for varehuset.
Ude i landet steg både moms og inflationen, og bureaukratiet satte sine spor på varehuset i form af forøget administration, der skulle kæmpe med de nye punktafgifter, kildeskat, ATP og andre lovmæssige bestemmelser. Mens lønningerne steg faldt indtjeningen for Daells Varehus, og den hellige gral Kataloget havde nået en vis I mætningsgrad og bragte ikke nye kunder til.
På trods af dette tjente Daells Varehus stadig penge, og i sommeren 1978 blev offentligheden informeret om Bolighuset, et nyt projekt der skulle realiseres i de nyindkøbte lokaler i Krystalgade kun 70 meter fra selve varehusets indgang.
Daells Bolighus blev indviet den 26. marts 1980.
Kurt Daell, der som barn var blevet adopteret ind i familien Daell, og Peter Daell Bjerrum overtager formandskabet for bestyrelsen af Daells Varehus i 1983.
Daells Varehus ledelse blev i denne tid mere klar over den identitetskrise, der eksisterede i Daells Varehus. I 1984 blev husets ledere indkaldt til strategimøde, hvor en plan blev udtænkt, der var baseret på, at en sund økonomi giver handlefrihed.
Sund økonomi giver også en god arbejdsplads. Kunden skulle igen være i centrum og baglandet skulle være i orden, og samtidig skulle der bestræbes efter et højt serviceniveau for at skabe en kvalitetsoplevelse for kunden. Daells skulle tilbage til det grundlæggende princip "Fuld Tilfredshed eller Pengene tilbage," som det lød i 1910 i varehusets allerførste annonce.
I kølvandet på den nye strategi var der i 1985 optimisme i Daells Varehus, hvilket også afspejles i tilkøbet af butikskæden D'rtex og Selvbetjeningsvarehuset SBV i Århus.
Samtidige var der gang i innovationen, da Daells indviede nye butikker som Free Form og Daells Discount APS — "familiens tøj." I året 1985 var der således positiv optimisme hos både ledelse og medarbejderne i Daells Varehus og et håb om, at eventyret om Daells kunne fortsætte mange år endnu levede stærkt hos de mange medarbejdere samt de mange loyale kunder.
Vi fik en hyggelig kop kaffe (vist også en enkelt the) i et hjørne ved Dalle-Valle udstillingen, nogle udnyttede desuden muligheden for en kikse-kage, som vor mor lavede den (føj). Herefter førte Erik os gennem by og havn ud til Odenses gennem århundreder opbyggede affaldsbjerge, som nu udnyttes som begyndende rekreative områder (Stige Ø) samt genindvindig af metangas fra det indre af affaldet. - På denne måde forhindres på samme tid store udslip af metangas til atmosfæren, hvilket er en god ting, da metan er langt værre end CO2 som drivhusgas.
Vejret tillod ikke indtagelse af medbragte drinks, som derfor blev gemt til hjemkomsten. Dagen og aftenen sluttede i henhold til traditionerne med en dejlig middag med megen støj og larm. Det er svært at sige, hvorvidt det er blevet værre efter at de fleste af os ikke længere kan høre, idet den nedsatte hørelse jo heldigvis dæmper larmen.
Jeg hæftede mig desuden ved en ofte gentaget vending: "Hvad er det nu den/det/han/hun hedder". Herefter går der megen tid med at udrede den bagved liggende mening, men det lykkes faktisk i mange tilfælde.
Vi takker Birgit og Erik for et godt arrangement og giver bolden videre til Annette og Svend.
60 stk. billeder. klik -> her.