Retur til forside

Vadehavscentret, Vester Vedsted nær Ribe, den 3. maj 2017.

Fotoalbum her.

Værter var denne gang Jytte og Jørgen, der havde indbudt til møde på Vadehavscentret kl. 10:00. Annette og Svend havde meldt afbud efter at aftalen med centret var indgået, og værterne havde derfor tilbudt de ledige pladser til Ellen og Bjørn, lokale venner i Kvaglund, men ellers fulgte træffet de vanlige traditioner, begyndende med den medbragte te/kaffe til basser fra Bilka. Dette forløb i god stemning, hvor Ellen og Bjørn straks faldt i hak med gruppen.

Kl. 10:30 samledes vi i lobbyen ved det store kort over UNESCO's natur verdensarv, hvor vi mødtes med vores guide, Ove, der er pensioneret ferskvandsbiolog, og som gjorde det ganske glimrende. Han svarede beredvilligt på vore mange spørgsmål, selv Eriks, men Thorkild og jeg havde også først haft en alvorlig snak med ham, så vi undgår, at han ophidser guiderne mere end strengt nødvendigt.

Centret har netop gennemgået en omfattende om- og tilbygning for ca. 60 mio. kroner og blev genindviet den 2. februar 2017 af prins Joakim. - Pengene er vidt omfang skaffet via private fonde med A. P. Møller og Realdania i spidsen, se f.eks. her og her.

Ove førte os gennem hovedbygningens mange, lyse rum med de mange udstillede genstande og plancher samt moderne elektronik til dokumentation af vadehavets enorme betydning for fugle og dyr, hvor især trækfuglene er i centrum.

Pelsdyr

Gruppebillede fra Vadehavscentrets hovedindgang.

Jeg har for første gang lavet fotoalbummet uden nedskalering af billederne i håb om, at info-plancherne stadig er læsbare, men det er nok ikke sagen at forsøge sig med en telefon... Som følge af de store billedfiler loader de lidt (noget) langsommere.

Vi nød vist alle rundvisningen, og efter at gruppebilledet var taget lavede vi lige en lille afstikket ud til diget, hvor Låningsvejen til/fra Mandø udgår. Som følge af lang tid med kraftig østenvind var vandstanden i Vadehavet ekstraordinær lav, men vi skulle jo hjem til den ventende frokost, og vi havde heller ikke lige styr på tidevandstabellen for Mandø, så efter nogle vindblæste minutter satte vi kursen mod Esbjerg.

Frokosten forløb i glimrende humør, og Thorkild fik endda den fødselsdagstale, som har blev snydt for på selve dagen pga. sygdom (østersforgiftning...).

En gunstig kombination af vejr og vindretning gjorde det muligt at indtage kaffen på terrassen, hvor vi hyggede os, indtil de brød op ved godt syv-tiden. Men forinden nåede vi da også lige at satse på den 3. oktober som datoen for næste træf hos Dorthe og Thorkild.