Odense Glasværk den 26. oktober 2018.

Fotoalbum her. Vejledning til brug af fotoalbum her.

Albummet kunne have været opdelt i 4 små: Intro ved ved værket, fabrikationen, de færdige produkter og den efterfølgende middag hos værtsparret. Men de ville hver kun have indeholdt få billeder, så jeg har valgt ét samlet album.

Dagens værtspar, Annette og Svend bød på rundstykker og morgenkaffe i kantinen, hvor vores vært, Lasse (virksomhedens direktør), også deltog og gennemgik glasværkets ganske spændende og interessant historie.

Virksomhedens hjemmeside er desværre lige så ydmyg som dens hjemsted i Havnegade 13, 5000 Odense C..

Værket har domicil i lejede lokaler (ganske ydmyge) i havneområdet, der er i hastig forvandling til et svinedyrt boligområde. Det er i virkeligheden et genfærd, genopstået fra ruienerne af dansk glasindustri, der reelt er gået til grunde i kølvandet af globaliseringen.

Det hele begyndte i Odense for godt 140 år siden, nemlig i 1873, hvor den lokale brygger og apoteker havde brug for glasemballage til deres varer i et omfang, de mente kunne bære en lokal fabrikation af glas. Glas er - omend i pricippet relativ enkelt - imidlertid ikke helt så enkelt at producere, specielt ikke hvis man gerne også vil fremstille farvet glas. Samtidig hermed fik den gryende arbejderbevægelse stigende styrke og begyndte ligefrem at stille krav om højere løn, kortere arbejdstid og bedre arbejdsforhold. Krav, der -som alle ved - er gift for driftige forretningsfolk/fabrikanter, og virksomheden førte derfor en hensygnende tilværelse på falittens rand.

Men så fik den en dygtig direktør (Nej, han var ikke cand. oecon.), der indså, at man ganske enkelt manglede know how om glasfremstilling. Han lokkede derfor nogle tyske familier, der arbejdede i glasindustrien i Böhmen og Schlesien, hvor man havde en veletableret glasfabrikation og derfor præcis vidste HVORDAN man skulle gribe fabrikationen an, og det ikke bare ved fremstillingen af klar men også af glas i alle mulige farver. Farvet glas til f.eks. vaser og drikkeglas mv. var dengang en sjældenhed forbeholdt det bedre borgerskab, som bragte det med hjem fra rejser i Tyskland. Der var derfor et ganske stort marked herfor ikke bare i Odense men i hele landet.

Odense Glasværk gennemgik således en hurtig "turn around" og gav store overskud, som bl.a. blev brugt til opkøb af andre skrantende glasværker. Ud over Odense var de meste kendte Holmegård og Kastrup glasværker, hvor det især lykkedes for Holmegård at blive et "brand", mens Odense var de klogere og mere effektive (åbenbart et enkeltstående tilfælde...), bl.a. også via tidlig medvirken af dygtige designere.

Fremstilling af glas var/er et ganske krævende håndværk, der indebar mindst 4 års læretid, og som ofte gik i arv gennem generationer. De tyske indvandreres efterkommere fortsatte således for manges vedkommende på værket helt frem til dets afvikling. Kulminationen skete i midten af sidste århundrede, hvor virksomhenden beskæftigede over 600 medarbejdere. Nogle af de helt store aftagere var naturligvis de store bryggerier, der sikrede sig gennem betydende aktieopkøb, men konkurrencen fra udlandet udhulede alligevel langsomt eksistensgrundlaget, selv om der skete store sammenlægninger inden for branchen. Fra 1979 blev alle værkerne videreført under det kendteste brand: Holmegård. I malstrømmen af rationaliseringerne stoppede glasproduktionen i Odense i 1990, og med Holmegårds konkurs i 2008 var det så helt slut.

Da værket lukkede i Odense beskæftigede det ca. 100 medarbejde, altså et ganske stort tab for byen. Mange fandt naturligvis beskæftigelse andre steder, men nogle blev slået helt ud af kurs og kom på permanent offentlig forsøgelse. I visse tilfælde blev de grundlaget for en forsigtig og prøvende genstart af virksomhede i 2015.

Denne genoplivning sker med flere formål: Bevarelse af det ellers uddøende håndværk at lave glas, en vej tilbage til arbejdsmarkedet for folk, der har mistet fodfæstet, bevarelse af et vigtigt stykke odenseansk historie - og nye arbejdspladser. Opstarten skete på frivillig (læs: ulønnet) basis, men nu er der tre lønnede arbejdere og håb om flere. En socialøkonomisk virksomhed, som det hedder på nudansk.

Efter denne gennemgang gik vi over til det lille værsted med to gasfyrede ovne, hvor et par folk var ved at fremstille drikkeglas med farvet kant. Meget spændende, men også indlysende en dyr produktionsform. Til slut kiggede vi på varerne i den tilhørende lille butik. Smukke, men jo altså slet ikke billige. Ingen af os købte vist noget?

I fotoalbummet har jeg bl.a. forsøgt at illustrere trinene, der fører til et nyt drikkeglas.

Tak.

Tak til Annette og Svend for et meget interessant arrangement med eftermiddagskaffe og en meget lækker middag (Tak Annette!), og hvor Svend imponerede med et stort antal forskellige rødvine. Næste gang er den den 3/5 2019 hos Jytte og Jørgen.