Indledende bemærkninger

I forlængelse af besøget på Johs. Larsen Museet kom jeg – uforsigtigt - til at antyde, at jeg gerne ville udbygge notatet om besøget med noget mere om De Fynske Malere, sådan i løbet af en fjorten dages tid…

Biblioteket forsynede mig med 10-15 kilo bøger – de fleste skrevet af Erland Porsmose, der er museets direktør. De forekommer imidlertid at være FOR omfattende til formålet, temmelig uoverskuelige og egentlig ikke særligt velskrevne. Den bedste er samtidig langt den mindste, nemlig ”Tre Swaner”.

Jeg endte med at finde en mere overskuelig fremstilling af Fynboerne i en bog om kunstnerkolonier, nemlig ”Danske Kunstnerkolonier: Skagen – Fyn – Bornholm” som jeg ærligt og redeligt har hugget et kapitel fra om de fynske malerkolonier.

Der var nemlig i starten tale om TO kolonier med Fritz Syberg og Peter Hansen i Fåborg, som først i 1902, nemlig ved familien Sybergs flytning, bliver til ÉN koloni ved Kerteminde, hvor Sybergs købte Pilegården, der ligger næsten nabo til Larsens på Møllebakken.

Det er interessant, hvorledes familierne Hansen, Larsen og Syberg samt Swane bliver giftet ind i hinanden – og ind i andre kunstnerfamilier: Fritz Syberg bliver gift 1. gang med Anna Louise Hansen og efter hendes død med Marie Hansen, begge søstre til Peter Hansen. – Marie var da skilt fra sin første mand. Maleren Karl Schou (1870-1938). Anna Syberg regnes også som en af de store kvindelige fynbomalere.

Sigurd Swane blev i 1910 gift med Christine Larsen, en søster til Johs. Larsen. Hun blev siden en meget anerkendt kunstner under navnet Christine Swane. De fik sammen sønnen Lars Swane, men blev skilt i 1920, hvorefter han giftede sig med maleren Agnete Rechendorff med hvem han fik børnene Hanne, Henrik og Gerda Swane, der også alle blev kunstnere. De flyttede i 1934 til Malergården i Odsherred, hvor der også opstod en kunstnerkoloni.

Johs. Larsen blev som bekendt gift med Alhed (Warberg), der ligeledes blev en meget anerkendt kunstner – ved siden af at hun fødte en hel del børn, forestod en kæmpestor husholdning og var værtinde for de mange indlogerede kunstnervenner (Møllebakken havde 16 gæsteværelser…).

En af Fritz og Anna Hansens døtre, Johanne Marie Birgitte (Besse) Syberg blev gift med den kendte maler Harald Giersing (1881-1927).

I ”vores” sammenhæng er det også interessant, at Fåborg Museum blev oprettet i 1910 af den stenrige konservesfabrikant Mads Rasmussen, ja nærmest skræddersyet til fynbomalerne, der herved fik en meget vigtig indtægtskilde – og langt senere blev beæret med Studiegruppens besøg (hvornår var det nu, det var?). Under besøget på Johs. Larsen omtalte vores guide, at Sven Havsteen-Mikkelsen (1912-99) var blevet uddannet hos fynbomalerne, og det fik en klokke til at ringe – nemlig gruppens besøg i Hjerting Kirke i april 2006. Kirken er nemlig tegnet af sønnen Alan Havsteen-Mikkelsen (1938-2002)… Men her kommer nu artiklen om:

Fynboernes steder

af SUSANNE THESTRUP TRUELSEN

ZAHRTMANNS SKOLE

I 1870'erne var Kunstakademiet i København udsat for voksende kritik - de yngre kunstnere reagerede mod den tørre og uinspirerende undervisning og var utilfredse med Akademiets enevældige magt i det danske kunstliv.

I 1879 tog en kreds af malere, deriblandt Laurits Tuxen og P. S. Krøyer, det første skridt til at oprette Kunstnernes Frie Studieskoler. Vinteren 1882-83 skete det egentlige brud, og Studieskolerne var en realitet under ledelse af Tuxen og Krøyer og med maleren Frans Schwartz i spidsen for tegneundervisningen i en forberedelsesklasse for de uerfarne, unge elever. Hertil meldte de unge fynske kunstnere sig i løbet af efteråret 1884. Schwartz trak sig imidlertid, og undervisningen blev overtaget af Kristian Zahrtmann (1843 -1917). Allerede efter det første undervisningsforløb besluttede Zahrtmann, at hans elever ikke skulle fortsætte i modelklasserne hos Krøyer og Tuxen, men at han selv ville oprette en modelskole, der senere naturligt blev kaldt Zahrtmanns Skole. Han indfriede de kommende kunstneres ønsker om at modtage undervisning under mindre strenge forhold, en slags mesterlære, der bestod i at tegne og male, som Johannes Larsen skrev hjem til sin familie: "Skoletiden om formiddagen fra ni til tretten var helliget studiet af de antikke figurer eller maleri efter nøgen model. Fra klokken tretten til femten og om aftenen fra atten til en og tyve var der portrætmodel eller nøgen model til disposition."

Studieopholdet om vinteren i København var først og fremmest en fælles læretid for de unge kunstnere, hvor de fandt sig selv under den karismatiske lærers krav. Disse første år i skolens historie fik afgørende betydning for opfattelsen af gruppen omkring Zahrtmann, der senere kaldtes Fynboerne eller Fynbomalerne.

VENSKAB OG FÆLLESSKAB

Det er den Zahrtmannske stemning omkring denne gruppe, der dannede baggrund for deres fællesskab og venskab - som kan kaldes en slags koloni - for en kunstnerkoloni i traditionel forstand opstod ikke omkring den fynske gruppe. Det var snarere en hjemstavnsbaggrund, der forenede kunstnerne. - At de var født på Fyn. - At de flyttede sammen engang imellem på Fynshoved, i København, Faaborg eller Italien. - Og at Mads Rasmussen skabte en bygningsmæssig ramme omkring kunstnerne i Faaborg Museum var i høj grad med til at forstærke indtrykket af en koloni, men sammenlignet med Skagen og Bornholm er det ikke en enkelt lokalitet, der drager kunstnerne og samler dem i fælles oplevelser og kunstneriske udfoldelser. Det er deres fynske baggrund - hjemmefødninge, der ikke slipper deres udgangspunkt og gifter sig med søstre og brødre. På trods af, at det var købstadsmiljøet, der var Fynboernes baggrund - ikke bondelandet, havde de svært ved at slippe for at blive kaldt bondemalerne. Men Fynboerne bragte en ny motivverden frem i dansk kunst - en verden hentet ud af dagligdagen.

Zahrtmann lærte sine elever at se modellen i farver. Det vil sige at anvende komplementære farver til formerne og sætte kolde og varme farver op mod hinanden, så motiverne blev som hugget i facetter, der fik sin egen præcise farve i forhold til lyskilden. Arbejdet med komplementærfarver i dristige kombinationer var på linie med farveeksperimenter i Frankrig på samme tidspunkt. Zahrtmann var ellers bange for at opildne eleverne til at interessere sig alt for ivrigt for den franske kunst, men ufrivilligt kom han til at lette vejen for de unge, blandt andre Edvard Weie og Harald Giersing, der senere tog til Paris for at videreuddanne sig. Dette gjaldt dog ikke for Fynboerne. De fulgte i lære­mesterens italienske fodspor, når de drog udenlands.

Genrebilleder, landskaber og portrætter af den nærmeste familie var alle motiver for Fynboerne, og hver især arbejdede de efter temperament og livssyn. Peter Hansen (1868 ­1928) havde en lys impressionistisk indstilling til skildringer af familien i dagligdags situationer. Fritz Syberg (1862 - 1939) var særligt i de tidlige værker mere påvirket af ældre malerkunsts lys- og skyggevirkninger med en udtryksfuld realisme. Johannes Larsen (1867-1961) var også inspireret af de nære omgivelsers maleriske muligheder, som faderens købmandsgård med kostald og udsigten over de røde tage i Kerteminde.

De fynske malere forenede sig med andre ligestillede kunstnere, der brød med Akademiets indflydelse og udstillede, uden for det etablerede og fasttømrede kunstliv med dets årlige udstillinger på Charlottenborg, på elevudstillinger fra Zahrtmanns Skole og senere på Den Frie Udstilling fra 1891. Syberg har beskrevet, hvor svært det var: "Der fandtes ikke andre udstillinger end de to obligate på Charlottenborg hvert forår og efterår. Udstillinger hos kunsthandlere var ukendt; de få, som i deres butik havde en lille samling billeder ophængt, indlod sig ikke på at købe af unge malere uden navn. Man havde at vente og sende ind år efter år, til heldet ved en fejltagelse ramte en."

I april 1894 skrev anmelderen og forfatteren Johannes Jørgensen om Zahrtmann og Fynboerne på Den Frie Udstilling: "... langt mere sympatiske er hans unge elever Peter Hansen, Syberg og Johannes Larsen, som for resten kun synes at skylde ham deres energiske udbytten af deres betydelige talent, ingen af dem ligner ham det mindste. Syberg er så voldsom en naturalist, at jeg synes, man med rette kan anvende et ord på ham, som blev sagt om van Gogh af en ung fransk: "c'est plus nature que la nature", i det hele viser S. i den strålende forårsdag megen åndelig slægtskab med den store van Gogh. Johannes Larsens billeder er fulde af stille dansk lyrik, det store billede med den unge kvinde og hunden er yderst yndefuldt og meget dygtigt og alvorligt, de let gjorte akvareller måske umiddelbart skønne."

KUNSTNERHJEMMENE

Fritz Syberg fandt som den ældste af gruppen først mulighed for at stifte familie, da han giftede sig med Peter Hansens yngre søster Anna (1870-1914) i 1894. Johannes Larsen og Peter Hansen var lidt længere om at finde den udkårne. Johannes Larsen giftede sig i 1898 med Alhed Warberg (1872-1927), ungdomsveninde med Anna. Peter Hansen giftede sig også i 1898 med Elise Neckelmann. Fælles for dem alle gjaldt, at de på dette tidspunkt kunne tjene til livets fornødenheder ved at sælge billeder eller også ved at arbejde som malersvende, rigsdagsstenografer eller andet, der kunne supplere de første års ringe salg. Det blev især Sybergs og Johannes Larsens kunstnerhjem, der dannede ramme om Fynboernes kunstnerliv. Motivmæssigt søgte de til den uforanderlige natur og det gamle naturlandskab, gårdene og arbejdet omkring disse. Det var sjældent samtidens nye opfindelser, der var emner for deres billeder. Ideen med at kunstnerfamilier slog sig ned i landlige omgivelser er inspireret af Arts and Crafts bevægelsen i England. Bevægelsen forplantede sig til Sverige, hvor Carl Larsson flyttede hele familien uden for Stockholm til det mest beundrede af alle Nordens hjemstavnskunstnerhjem.

I slutningen af 1890'erne besøgte Syberg-familien adskillige gange Larsen-familiens svenske skovgård Båxhult i Småland, hvor de har malet hinanden i hyggelige stunder med koner og børn. Efter hjemkomsten malede Syberg flere billeder med Anna og de ældste af børnene i Larssons stil og atmosfære, som han må have følt sig inspireret til efter opholdet i Sverige.

FYNS HOVED

Fyns Hoved er det fynske Skagen med det stærke lys fra den milde fjordkyst mod vest og det mere oprørte Store­bælt mod øst. Alhed og Johannes Larsen blev det gæstfrie midtpunkt og fik gennem årene besøg af talrige venner fra især den danske og svenske kunstverden. Det blev imidlertid kun familien Syberg der slog sig ned permanent. De andre kom - som strejffugle - forbi, når det passede sig.

Det var Alhed og Johannes Larsens fælles interesse, at deres hjem blev en oase for familie og venner. Hjemmet på Møl­lebakken i Kerteminde var overmåde gæstfrit. De spændende vækster og planter i en stor park og i et drivhus blev Alheds inspirationskilde, når Johannes var på sine lange ophold i mere fuglerige områder som ved Fiilsø, på Sprogø og Saltholm. Alhed havde motiverne ved hånden og fortolkede den dyrkede natur med stor koloristisk og moderni­stisk fornemmelse. Hun var farverig og impulsiv.

I 1917 blev forfatteren Otto Gelsted ansat som huslærer for sønnerne, så med denne aflastning fik hun tid til at male. Men kun ti år senere, mens Johannes Larsen var på vej til Island, modtog han midt i Atlanten meddelelsen om Alheds pludselige sygdom og helt uventede død. Otto Gelsted skrev smukt i sin nekrolog: "I det store Huskom­pleks paa Møllebakken var Alhed den styrende Haand. Altid brændende og i Aande, altid oplagt og levende, fik hun hele den store Husholdning til at glide. Sit særlige Omraade havde hun i Drivhuset og Blomsterhaven. Paa Havens Stensætninger fandt hun de Blomstermotiver, hun fastholdt i sine intense glødende Blomsterbilleder, der kan have en lignende Kraft i Oplevelsen som et Digt af Thøger Larsen. Et Par Oliebilleder af hende kan ses i Faaborg Museum, men i de senere Aar var det især Pastellen, hun dyrkede. Saadan havde hun og Las delt Paradiset mellem sig - Johannes Larsen tog sig af Fuglene, Alhed af Blomsterne."

Efter flere lange besøg hos Larsen i løbet af 1901-02 besluttede Syberg at finde et hus, som kunne imødekomme ønsket om det rigtige sted for hans og Annas familie- og kunstnerliv. Fyns Hoved fik disse begejstrede ord i et brev til Anna: "Jeg forsikrer dig at jeg disse to sidste dage har gået rundt med en fornemmelse, som jeg nu endelig havde fundet noget, jeg hele min levetid havde gået og ledt efter. Bakkeformationerne ligner lidt Svanningeegnen, men der er nogle store flade strækninger bevokset med lyng og marehalm, som slet ikke ligner Svanninge. Kysten kan somme steder minde om Knold, men alting er meget større. Klinterne er meget højere, linierne i kysten meget længere og afstanden meget større. Vi marscherer i timer for at komme fra sted til sted. Somme steder er klinterne rene afgrunde. Her er store fladstrande inddæmmet af sandbarrer (fra naturens hånd) med en mængde fugle. Nu da alt er bedækket med sne og al det lave vand er tilfrossen, ser her umådelig øde og menneskeforladt ud. Den sidste halve mil af landet, der hvor Las og jeg til daglig bevæge os, er da heller ikke beboet af et eneste menneske. Det eneste her fin­des, som minder en om sine medskabninger er en tom fiskerhytte, som fiskerne fra Kjerteminde logerer i, når de ikke kan komme hjem for storm. Den store kyst ud til Kattegattet er fuld af sten. Ja, her er så dejlig, så det slet ikke er til at beskrive. Alle farver er så rene og dejlige, ja det er slet ikke til at finde ord for hvor smukt her er. Man resignerer og ræsonnerer ikke, som så mange andre steder, og fortæller sig selv, at der er kønt her som alle steder, men tværtimod synes man (det gør jeg da), at nu har man endelig fundet noget, der er kønnere and alt hvad man hidtil har set."

Syberg tog hjem til Svanninge og familien, men allerede om sommeren 1902 vendte han tilbage og fandt huset, som bliver rammen om Syberg'ernes liv med familien og ven­nerne. Pilegården ligger i udkanten af Kerteminde med udsigt ud over Sybergland, som Otto Gelsted mange år senere døber Sybergs karakteristiske vide horisonter afbrudt af poplerne, når de indkranser de nøgne vinterlige eller korngule varme marker.

BONDEMALERSTRIDEN

Optakten til Bondemalerstriden er en artikel i Politiken sommeren 1907, der skulle give anledning til en lang og indædt avisdebat mellem to kunstretninger - symbolismen og naturalismen. Maleren Gudmund Hentze skrev en artikel med tiden Dansk Foraar om det forargelige i at "Efter mange Aars Ørkenvandring har der atter vist sig et Foraarstegn i dansk Kunst - et dygtigt og alvorligt Arbejde af en ung Kunstnerinde, Fru Gerda Wegener, er bleven hensynsløst afvist fra Charlottenborgudstillingens Censur og derefter stemt ud af den frie Udstillings fast sammenbrændte Klump af Bondemalere." Peter Hansens billeder af skrålende unger, gødningssamlere og andre plumpe motiver blev fremhævet. Der gik ikke mange dage, før den heftige Peter Hansen sprang i blækhuset og svarede Gud­mund Hentze: "... Navnet, som De giver os, hører jeg for første Gang. Dog jeg vedkender mig det som Udtryk for en Modstand mod at trække i den fine Ham, naar den ikke er andet end et laant og tomt Hylster, der skal dække over de Svagheder, man er saa bange for at vise frem. Fint og stort skal det være."

Peter Hansen skrev i forbindelse med Bondemalerstriden et brev til Zahrtmann om hans betydning som lærer: "... Hentze kan ikke forstå, at du har uddannet et kuld af bondemalere, men det er atter den samme grund. Du holdt af dine elever mere end af dig selv, du misbrugte os ikke til at danne skole, der kunne udråbe dit eget ry, du var tilstrækkelig stor dertil. ... Du er den jeg skylder mest, fordi du har lært mig mest, dernæst følger min gæld til italienerne..."

Og fra en helt uventet side fik Fynboerne opbakning, da
forfatteren Johannes V. Jensen skrev et brev til Peter Hansen efter den første artikel i Politiken: "Hr. Peter Hansen. Skønt Dem ukendt tillader jeg mig at melde Dem min Sympati i Anledning af den ufortjente Brug man offentlig har gjort af Deres Navn. Deres kunstneriske Ret tvivler De jo ikke om og Karl Madsen har jo ogsaa forleden givet Dem den Oprejsning De behøver over for en ondsindet Voldskritik.

Da jeg selv er "Bonde" finder jeg det imidlertid angribende for os alle, at navnet kan blive brugt som Skældsord af den første den bedste Plebejer, og jeg vilde kun meddele Dem, hvis De bryder Dem derom, at De sandelig ikke staar ene. Jeg har selv prøvet hvad det vil sige som ærekær Mand at staa for en Gift, som ikke skader det Kryb, som har blandet den ... "

JOHANNES V. JENSEN OG FYNBOERNE

Johannes V. Jensen skrev til Fynboernes billeder. De male­de til hans digte. Og endelig fik han det tunge lod at skrive om dem, når døden indtraf.

Peter Hansen var den første, der faldt fra. Han døde 1928 - blot 60 år gammel - syg i hjertet igennem flere år. Johannes V. Jensen skrev om vennen: "Uden ellers at anstille Sammenligninger kan det vist siges at Peter Hansens Betydning som Maler ligger i hans Farve, uden at man dog ekstremt vilde kalde ham for Kolorist, det intimeste i hans Kunst falder sammen med det intimeste i dansk Landskab og Luft. Farven i hans Billeder "ligger paa Tungen som Smagen af Regn, eller som at gabe over en Rose, de har en egen Humiditet, som det danske Vejr." ... I dansk Malerkunst vil han indtage en høj Rang. Fyn er fattigere nu uden ham. Ingen vil se København, det brede København, Forstædernes København, med et saadant Lune, usentimentalt,

men trofast som han. Paa Enghave Plads staar Træerne gule i disse Dage hvor han er død, og et Kor af Kvarterets Børn kommer derfra; ..."

Johannes V. Jensen skrev om sine oplevelser med Syberg­familien ved Fritz Sybergs død i 1939: "... Vi kom til at slaa vore Familier sammen nogle Sommerdage for henved tredive Aar siden, vi skulde besøge Maleren paa Fyn og fandt ham liggende paa Landet oppe ved Fyns Hoved, et den Gang verdensfjernt Sted, opdaget af Syberg, som Skagen i sin Tid af en anden Malerskole. Paa Lærreder og Tegninger af Syberg er Sceneriet fra denne Sommertilværelse med Børn i sorgløs Naturtilstand bevaret. Selve Badehusene paa den aabne Strand har han holdt fast, Farven, Atmosfæren; Akvarellen, en af hans fineste, findes nu paa Faaborg Museum"." "... Anna Syberg sad den Sommer paa en Græstue lidt oppe i Land med et stort Papir foran sig og Penslen i Haand, uden rigtig at kunne Ø fat og maalende Motivet med Øjnene, en Gruppe af de smaa spinkle Campanula, som hun agtede at male paa Stedet som de stod ... Den Sommer og andre Somre, paa Fynhoved, det var de gode Aar ..." Sommeren var 1910, og om efteråret tog Anna og Fritz Syberg og seks børn af sted på deres livs rejse til Pisa, hvor de opholdt sig i tre år. Både Anna og Fritz Syberg malede akvareller inspireret af impressionismen. Syberg havde et par år tidligere rejst i Holland og til Paris, hvorfra han i sin begejstring over Monet og Renoir, skrev hjem: "At tage Livet af Impressionismen, idet man - o hellige Uskyld - be­tegnet som forældet en Bevægelse, der endnu så godt som ikke har sat sig Spor i dansk Kunst ... "

Fynboerne har altid været optaget af akvarelteknikken og har formået at sætte sig vægtige spor for eksempel - Johannes Larsens dyrestudier og landskaber, - Peter Hansens fine lyriske skitser af familiens liv i Italien, København og Faaborg - og endelig Syberg'ernes mesterværker fra den rige tid ved Fyns Hoved og i Italien.

Anna vendte aldrig tilbage til badehusene syd for Korshavn på Fyns Hoved. Efter mange års besværligheder med uudgrundelige mavesmerter og endnu en barnefødsel blev hun opereret i juni 1914 uden det forventede gode resultat. Hun døde i begyndelsen af juni måned 44 år gammel.

Johannes V. Jensen udtrykte tre år senere sine følelser og tanker om kunstneren og vennen Anna Syberg: "Mennesker med en sag fint og stærkt udformet Individualitet er ogsaa hævet over den personlige Død, de lader deres Form efter sig, i andres Erindring, i deres Kunst, hvis de er udøvende Kunstnere. Og det var Anna Syberg, Faaborg Museum har Blomsterbilleder af hende, sag kraftigt malede og følsomme, paa en Gang elementære og rene i Smagen, som man kun sjældent træffer hos Mænd. "Den fynske Skole" er en streng Skole, skønt den ikke øver sig i Kritik af andre, de er haarde i hvad de forlanger af sig selv. Anna Syberg varet af de haardeste og følsomste Mennesker jeg har kendt, en Kriger og en Veninde, Moder, Kunstner og vild Kvinde."

FAABORG MUSEUM

I begyndelsen af 1910 fik de fynske kunstnere opmærksomhed fra en helt uventet side. Den fynske fabrikant Mads Rasmussen, som på dette tidspunkt havde oparbejdet en driftig konservesfabrik i Faaborg, blev tilskyndet af broderen i Odense, overretssagfører Jens Rasmussen, og maleren Jens Birkholm til at skabe rammerne for et museum for Fynboerne. Det var absolut det rette tidspunkt for de modne Fynboere, som havde mange værker stående i ateliererne. Mads Rasmussen ventede ikke, men var hand­lingens mand - denne gang med kunst. Hans fornemmelse for forretning var upåklagelig, men hans fornemmelse for kunst hjalp kunstnerne ham med. Der blev nedsat en indkøbskomite, der bestod af malerne Peter Hansen, Fritz Syberg, Jens Birkholm, Tom Petersen og Johannes Larsen. I løbet af fem måneder blev der indkøbt over 200 malerier, skulpturer og tegninger - og Faaborg Museum blev indviet i Mads Rasmussens sommerbolig i Konservesgården 24. juni 1910. Med denne storladne gestus fastslog Mads Rasmussen over for omverdenen, at Fynboerne og deres venner fra Zahrtmanns Skole var en væsentlig kunstnergruppe, der fortjente denne særlige opmærksomhed.

Det store salg til museet gav Fynboerne luft under vingerne. De rejste i lange perioder til udlandet, fik betalt skyldige gældsposter, kunne købe materialer af bedre kvalitet. Og museumskøbene fortsatte. Mads Rasmussen besluttede meget hurtigt at opføre en museumsbygning til samlingen. Han overlod opgaven til arkitekten Carl Petersen, der skabte et arkitektonisk hovedværk inden for museumsbyggeri. Bygningen stod klar til indvielse i 1915. Kunstnergruppen Fynboerne fik et museum. Dette har medvirket til, at interessen for malernes fælles baggrund er bevaret, og at det er muligt at opleve Fynboernes vægtigste periode, ikke mindst på grund af at alle kunstnerne stod i deres livs zenith.

Kilde: Danske Kunstnerkolonier: Skagen - Fyn - Bornholm, side 55-62.

I det mindste for undertegnede udgør Kertemindemalerne fremdeles et helt uoverskueligt persongalleri, som strækker sig over lange perioder, mange generationer og adskillige kunstnerfamilier. Undervejs i forløbet har jeg været forbi mange hjemmesider, og nedenfor følger links til nogle af dem - bemærk især TV-interviews om Syberg med Porsmose fra Johs. Larsen Museet:

---

Fritz Syberg (1862 - 1939). Fra Fåborg. Kom fra meget fattige kår; faderen dør ved en tragisk ulykke og moderen gifter sig igen med en fordrukken skomager. Hun ender sit liv på fattiggården. Syberg kom i lære som dekorationsmaler hos Peter Hansens far, men han blev ikke desto mindre - på toppen af sin karriere - regnet som Danmarks største maler. Museumsdirektøren fra Johannes Larsen Museet fortæller her til TV Fyn om hans fantastiske liv i fire dele: Del1, del2, del3 og del4.

Gift med Anna Hansen (1870 - 1914). Hun er søster til Peter Hansen. Regnes som en af de kvindelige Fynbomalere.

---

Johannes Larsen (1867 - 1961). Fra Kerteminde. Ældste søn af en self made mand, der blev storkøbmand - og gik fallit.

Gift med Alhed Warberg (1872 - 1927). Regnes som en af de kvindelige Fynbomalere.

---

Peter Hansen (1868 - 1928). Fra Fåborg. Søn af dekorationsmaler i Fåborg, Peter Syrak Hansen, der sad i gode kår.

Gift med Elisa Nikoline Schoubye, (1862 - 1948). - Hende har jeg ikke umiddelbart kunnet finde en masse om.

---

Marie Hansen (), som også er søster til Peter Hansen

Gift med maleren Karl Schou (1870 - 1938). Københavner, men ven med fynbomaleren via ægteskabet. Gift i 1898 og skilt i 1912. De indrettede et kendt kunstnerhjem, Valdal ved Søndermarken i Kbh.

---

Christine Larsen (1876 - 1960), som er søster til Johannes Larsen. Regnes som en af de kvindelige Fynbomalere.

Gift med maleren Sigurd Swane (1879 - 1973).

Esbjerg, den 26. oktober 2011.

---